Morten Hilmer er en god ven af huset, og en af Danmarks bedste naturfotografer. Qua sin uddannelse som sergent i Forsvaret og senere tjeneste ved Slædepatruljen Sirius fra 2005 til 2007 har Morten specialiseret sig i billeder fra Grønland og de arktiske områder.

Morten driver idag firmaet Hilmer & Koch med Søren Koch, som er passioneret fuglefotograf.

I det følgende vil du læse ét af fem spændende rejsebreve fra hans 2-måneders ophold i Østgrønland.

Du kan læse de andre rejsebreve hér ...

Grønland - Landet uden Sol

– fantastiske oplevelser med ræv og hare

Bedst som sandet i timeglasset var ved at rinde ud, og jeg efter mere end én måned så småt var ved at indstille mig på, at jeg nemt kunne komme hjem uden billeder af ræv og hare, blev jeg på en gang belønnet for de mange ture i fjeldet. På én uge fik jeg både billeder af snehare og polarræv, og ikke nok med det – det var blåræven, jeg fandt, og den har jeg kun ganske få billeder af fra mine tidligere år i Grønland.

De sidste tre uger har været præget af overskyet vejr og meget tåge, og i kombination med den lille mængde lys, har det været virkelig vanskeligt at få brugbare billeder af ræven. Jeg har sammenlagt tilbragt en uges tid på at fotografere en lille bandit, og til trods for, at jeg kun havde få timer med en smule lys, lykkedes det at få gode billeder i kassen.

Det er derfor en utrolig glad og meget lykkelig fotograf, der nu sidder på Island med to fantastiske måneder og et meget vellykket projekt bag sig.

Her får I mine sidste beretninger fra ”Landet uden Sol”, og når jeg kommer hjem, vil jeg skrive et sidste rejsebrev, hvor jeg viser mine billeder her fra Island.

Rævebilleder i kassen

Jeg havde pakket pulken med kameragrej og telt, så jeg havde mulighed for at overnatte i fjeldet, hvis jeg nu fik lyst. Sneen var blød mange steder, og andre steder var der slet ingen sne. Det var bøvlet med skiene, fordi det var ret besværlige at spænde dem af og på, hver gang jeg stoppede for at fotografere. Ofte lod jeg pulken stå et sted, og gik så lidt omkring i området. Jeg tog derfor snesko med i stedet, og det var meget bedre.

Efter kun tre kilometer kom jeg til en lille bugt, hvor jeg stoppede for at lave et billede af de sneklædte fjelde. Jeg fandt kameraet frem, og fik monteret det på stativet. Pludselig så jeg en lille sort klat på havisen, og kikkerten kom frem med det samme. Det var fandme en ræv! Den anden ræv, jeg havde set i løbet af al den tid, jeg havde tilbragt med at lede efter dem. Med febrilske fingre pakkede jeg pulken og oksede af sted mod ræven, som var på vej mod fjeldet et par kilometer længere fremme. Sneen var blød, og det gik langsomt for mig. Den lille ræv hoppedele let som en fjer i vinden hen over sneen, og i løbet af måske ti minutter var den på vej op i fjeldet.

Jeg nåede frem fuldstændig våd af sved, og i kikkerten kunne jeg se den lille fyr, som sad højt oppe og betragtede mig. Den har sikkert undret sig over, hvad det mon var for en prustende klodset skabning, som sådan kom masende gennem den dybe sne. Ræven forsvandt, og selvom jeg ventede i lang tid i området, så jeg ikke mere til den.

På vejen hjem kom jeg forbi et sted, hvor en fanger havde flået en sæl, og omkring var der masser af ravnespor og rævespor. Jeg fik en ide, og det skulle prøves dagen efter. Jeg havde før lagt lidt lokkemad ud til ræven, men alt tydede på, at de tog det om natten, og det kunne jeg jo ikke bruge til noget. Men nu havde jeg jo lige set denne ræv midt på dagen, så måske ville jeg have heldet med mig.

Jeg kom hjem og fortalte Martin om ræven, og han foreslog, at jeg fil lidt sælaffald med, som han havde til at ligge. Jeg pakkede en lille pose med et par håndfulde kødstykker, og så var jeg klar til dagen efter.

Af sted det gik mod samme lokalitet, og denne gang havde modet fået et ordentlig hak op. Jeg nåede frem til lokaliteten og lagde et par stykker kød ud forskellige steder. Ventede, ventede og ventede, men uden held. Der kom ingen ræv, men hvor skulle den også vide fra, at jeg havde guf med til den.

Dagen efter gentog jeg dette, og denne gang var der bid. Ræven må have set mig i området, og forbundet mig med det kød, som den havde fundet, for bedste som jeg var ved at opgive håbet, da det næsten var mørkt, kom den luskende. Den var tydeligvis på vagt, og kom ikke nærmere en 100 meter, selvom der lå lækkert sælkød, som sikkert har duftet skønt for sådan en rævebasse.

Jeg fik et par billeder, hvor den var langt væk, men det var meget bedre end ingenting. Jeg var virkelig glad, da jeg luskede hjem den aften.

Der var kun et par uger, til jeg skulle hjem fra Grønland, og jeg kunne ikke lader være med at tænke på, hvor fantastisk det kunne have været, hvis jeg havde mødt denne ræv noget før. Vejret havde været så klart og skønt, men nu var det blevet diset, tåget og overskyet, og det viste sig, at forblive sådan de sidste uger. Det nytter dog ikke, at ærgre sig over noget, som ikke kan være anderledes, så det var bare om at få det absolut bedste ud af situationen. Jeg havde en ræv, og jeg var fast besluttet på at få gode billeder af den.

Det perfekte var, at lokaliteten var så tæt på det sted, hvor jeg boede, for så kunne jeg gå derud om formiddagen og tage hjem om eftermiddagen uden at skulle overnatte i telt. Det er fint nok at tage overnatninger i telt, men alt andet lige meget mere komfortabelt at være inden døre. Jeg tilbragte tilsammen omkring 10 dage på denne lokalitet og halvdelen af gangene kom ræven.

Efterhånden blev den vant til, at jeg var tilstede, og jeg fik nogle helt fantastiske og meget unikke oplevelser.

Jeg er måske lidt atypisk, når det kommer til, hvad der virkelig gør indtryk på mig, og hvilke oplevelser, der virker stærkest. En guidet tur, hvor man kommer til et land som turist i et par uger og så bliver ført rundt for at se de vilde dyr giver gode billeder, men naturoplevelsen er ikke så stor for mig.

Jeg har haft over to måneder til rådighed i Østgrønland i en lille by, hvor jeg er den eneste turist. Lokalbefolkningen begynder at vænne sig til min tilstedeværelse, og jeg bliver inviteret ind hos flere af de lokale. Det tager altid et par uger, før jeg rigtig falder til, når jeg er på en rejse. I starten er det hele nyt og spændende, og jeg vil gerne se det hele på én gang. Jeg fotograferer en masse forskelligt, og før jeg får set mig om, skal jeg hjem igen. Når jeg har god tid, tænker jeg ikke længere over, at jeg er på ”fotoferie”, for så bliver rejserne bare en del af mit liv og min hverdag. Jeg når at fordybe mig, og det er hér, jeg får de helt fantastiske oplevelser, som gør et rigtig stort indtryk på mig.

Sammenlagt har jeg tilbragt næsten tre år i den nordlige del af Grønland, og det har gjort, at jeg føler mig godt tilpas i den arktiske natur. Jeg ved hvordan jeg skal klæde mig på, hvad jeg skal passe på, og hvordan jeg skal færdes, og det giver mig et mentalt overskud, når jeg trasker rundt deroppe med kameraet. Naturen i området er vild og utæmmet, og fra dag 1 har det været på dens præmisser. Ingen larm, ingen guider og frem for alt rigtig god tid.

Jeg vil fortælle om en af disse helt fantastiske oplevelse, for det var nemlig hér hos ræven, at jeg havde den mest vidunderlige dag på hele turen. Det er intense oplevelser som denne, der får mig til at tage tilbage til Grønland, når muligheden byder sig.

Jeg var taget tidligt hjemmefra, og det tog kun en time at gå ud til rævelokaliteten. Jeg pakkede ud, og da alt var klart, satte jeg mig på pulken og lavede en kop varm kakao. Det var overskyet, og derfor var det lunt i vejret. Temperaturen var omkring de – 15 grader, og jeg kunne sagtens holde varmen efter gåturen.

Jeg havde lagt et par kødstykker ud, og ventede nu bare på, at rævebassen skulle komme, hvis den altså ikke svigtede mig.

Efter en time begyndte lyset at blive kraftigt nok til, at jeg kunne fotografere ved ISO 1600 på blænde 4 med en lukkertid på 1/60 sekund, og ret meget bedre blev det ikke. Jeg sad der på pulken omgivet af sneklædte fjelde, is og lave skyer, og der var ikke en vind, der rørte sig. Ikke en lyd at høre, og ikke en bevægelse af se. Det var fantastisk at sidde der helt alene og bare nyde det. Jeg sad og tænkte på, at det var helt underligt at sidde her i et landskab, som var flere millioner år gammelt, og hvor naturen gik sin vante gang. Jeg kunne se fjeldene, som var over 50 kilometer borte, og jeg følte mig ret lille og meget ubetydelig, hvilket jo egentlig også var tilfældet ... Efter at have siddet lidt og bare nydt at være der, tog jeg kikkerten og begyndte at se mig lidt omkring. jeg fik øje på ræven langt oppe i fjeldet, og minsandten om den lille fyr ikke var på vej mod mig. Jeg havde været der flere gange før, og havde fået billeder af ræven tre af gangene. Hver gang var den blevet lidt mere fortrolig med mig, og var kommet tættere på.

Jeg lagde mig ovenpå en sovepose et stykke fra pulken og ventede. 15 minutter senere, var ræven nået ned til området, hvor jeg lå, og den nærmede sig forsigtigt, mens den havde øje på mig konstant. Jeg lå der vel en lille time, alt imens ræven kom tættere og tættere på. Ikke fordi den ville have mad, for jeg havde kun haft en lille håndfuld med, og det havde den allerede spist. Den var simpelthen bare nysgerrig.

Af og til satte jeg mig op for at ryste armene, så jeg kunne få lidt varme i fingrene, og det havde den vænnet sig til. Den nærmede sig min pulk, som stod under 30 meter fra mig, og det var sjovt at se, hvordan den cirklede omkring for at fange duftene i vinden og for at betragte denne røde skabning fra alle sider. Rævebassen var efterhånden helt henne ved pulken, og for at det ikke skal være løgn, lettede den ben på mine snesko. Jeg nåede at få et billede af det, og så lå jeg ellers og grinede lidt for mig selv.

Nu havde den så fået snust til pulken, og fundet ud af, at den ikke var farlig, så nu havde den åbenbart fået mod på at undersøge fremmede ting. Turen var nu kommet til ham den lange fotograf, der lå der i sneen og fægtede med kameraet. Den lille ræv, nærmest dansede rundt om mig, og med sine hurtige bevægelser og sine cirka fire kilo, virkede den let, som en uldtot, der blev ført rundt af vinden. Jeg lå helt stille nu, for den var kommet meget tæt på, under 10 meter vil jeg tro. Den gik bag om mig, og jeg kunne ud af øjenkrogene se, at den med meget vagtsomme bevægelser nærmede sig mine fødder, mens den med sin lille snude vejede i vinden. Så kom den op foran mig, og jeg turde næsten ikke trække vejret, da den kom nærmere. Den var udmærket klar over, at jeg var et menneske, for det er jeg sikker på, at den nemt kunne lugte. Det kan være, at den ikke har haft dårlige erfaringer med mennesker, for det er første gang, at jeg har været så tæt på en polarræv. Med den ene hånds pegefinger kradsede jeg i sneen, og den lille fyr, var vældig interesseret. På et tidspunkt var den mindre end halvanden meter fra mig, og det var fantastisk og sådan en stor oplevelse for mig, at være så tæt på et vildt dyr, at jeg kunne høre dens snusen, se dens små tænder og kigge den lige ind i øjnene på så nært hold. Da den luskede af, var den ikke skræmt, men havde ligesom accepteret min tilstedeværelse. Jeg hentede min vidvinkel, og en halv time senere lykkedes det for mig at få billeder af den, da den var helt tæt på.

Det var ved at blive mørkt, og lukkertiderne ver ved at være kritiske. Jeg sad på pulken og fik en kop varm kakao, mens ræven luskede omkring og snusede i mine fodspor. Så hoppede den op på et lille isfjeld, hvor den satte sig til at skue ud over havisen. Det er lidt svært at forklare, men på en eller anden måde var det en meget bekræftende og vidunderlig følelse at sidde her som en del af naturen, og bare få lov til at være til stede og betragte rævens adfærd. Det handlede ikke længere om mig og min iver efter at komme tæt på ræven for at få gode billeder. Nu var jeg accepteret som noget, der ikke var farligt, og jeg kunne nu gå lidt rundt, uden at ræven lod sig forstyrre. Den sad blot og kiggede lidt og af og til lyttede den opmærksomt i retning af fjeldene bag os.

Efter et lille stykke tid gik den et par gange rundt om sig selv, og lagde sig så ned som en lille sammenrullet kugle med frosten siddende som en hvid tåge i pelsen. Jeg følte mig enorm privilegeret, da jeg gik rundt om den sovende ræv med kameraet. Jeg kom til at tænke på en historie, Martin havde fortalt, hvor en grønlandsk fanger havde jagtet en polarræv på havisen langt fra land. I ro og mag havde han siddet på sin snescooter og jagtet den lille fyr, som fortvivlet og panisk havde forsøgt at slippe væk. Hver gang den skiftede retning, drejede han roligt efter den, og fulgte efter. Han indhentede den i løbet af få sekunder – den havde ikke en chance. Han ville ikke skyde den, men syntes bare, at det var morsomt at se den løbe for livet. Efter nogle minutter kørte han videre, og havde sikkert glemt hele episoden 10 minutter efter, men for ræven kan et sådant unødigt energiforbrug koste den livet i den strenge vinter.

Jeg blev irriteret og lidt trist til mode, over historien, når jeg nu stod her og kiggede på den lille sammenrullede uldtot, som lod mig komme så tæt på, og jeg undrede mig over, at der er så stor forskel på, hvordan vi opfatter naturen.

At stå så tæt på en polarræv, som havde lagt sig til ro for natten, og kun en sjælden gang i mellem kiggede op, er en af de største oplevelser, jeg har haft i naturen, for i dette øjeblik følte jeg, at jeg var en del af naturen, og ikke en turist ...

Tænk engang, at det skulle vare så længe at finde de harer. Det plejer at være noget af det første jeg ser, når jeg går en tur i fjeldet i Grønland, men sådan skulle det altså ikke gå denne gang. Jeg havde flere gange gået lange ture i fjeldet med kikkerten for at lede efter dem, men altså uden held. Også denne dag, havde jeg været en tur i fjeldet, og var kommet tomhændet tilbage til den lille by. Jeg stoppede ved telestationen og stak hovedet ind til Bjarne, som bor i et skønt hus på toppen af bakken, for at høre, om han gav en sodavand, og det gjorde han. Vi sad og snakkede lidt, og kom til at tale om, at byen havde en primitiv skilift for foden af den bakke, hvor han boede. Vi gik ovenpå, så han kunne vise mig den container, hvor skiliften var i, og da jeg kiggede derned, så jeg noget hvidt, som bevægede sig. Der var et par hundrede meter derned, og jeg kunne ikke se, hvad det var, men med kikkerten for øjnene, var der ikke længere nogen tvivl ... to sneharer!

Det kan nok være, jeg fik slugt den cola i en fart, og tøjet kom på ligeså hurtigt. Jeg farede derned, og først, da jeg var hundrede meter fra dem, tog jeg det roligt. Jeg kunne faktisk ikke se dem, og jeg begyndte at blive bekymret, for lyset var ved at blive ret svagt, og det blæste en del. Tænk, om de var smuttet væk! Bag mig kunne jeg høre en svag banken – det var Bjarne, som stod i vinduet oppe i huset på toppen af den store bakke. Jeg tog kikkerten op og kunne nu se, at han stod og fægtede med armene. Han stod deroppe med kikkerten og havde sikkert øje på harerne, mens han vinkede mig længere mod højre. Jeg gik et lille stykke og kiggede igen op på ham. Han dirigerede videre, og pludselig stod jeg mindre end 25 meter fra en hare. Det må have set kosteligt ud med sådan en forestilling, og tænk, at jeg skulle opdage harerne fra et stuevindue i udkanten af byen. Ikke desto mindre, så stod jeg nu med kameraet, og foran mig sad en snehare – det var fantastisk, og i det øjeblik, jeg tog det første billede, vidste jeg, at projektet var en succes, og at jeg nu havde billeder af alle de dyr, som stod på min liste. Jeg var bare så glad.

Det var overskyet og blæste en del, men det var faktisk godt vejr til at lave harebilleder. De er jo sorte og hvide, og er lyset for kraftigt, bliver kontrasten nemt for høj. Jeg kunne kun fotografere i en kort periode, for så blev lyset alt for svag. Jeg fik dog et par gode billeder, og besluttede mig for at komme tilbage næste dag.

Jeg var tidligt derude næste formiddag, og efter en halv time fandt jeg den ene hare. Den anden var der åbenbart ikke længere, men det kunne også være lige meget. Det var lidt underligt, for haren var meget sky. De er jo altid på vagt, men da jeg havde været der dagen før, var haren nærmest tam, og jeg kunne komme ind på få meter af den. Jeg havde snakket med Bjarne, og han fortalte, at de to harer ofte kom op til hans hus, hvor de om aftenen sad udenfor vinduet. Her kunne han så smide småkager ud til dem. Det forklarede jo ligesom, hvorfor de ikke var bange. Det må have været denne hare, som han ovenikøbet kaldte Holger, som jeg fotograferede i februar/marts, da jeg var i byen med to andre danske fotografer. Vi havde også overskyet vejr og – 15 grader og kunne i ro og mag lave portrætter af Holger.

Det var lidt sjovt at tænke tilbage på, når jeg nu stod her igen – desværre var haremissen her ikke indstillet på portrætfotografering, men det kunne også være det samme, for den slags billeder havde jeg masser af i forvejen.

Jeg besluttede at lave billeder at haren i landskabet, og det var jo oplagt, når den alligevel holdt sig på afstand. Jeg brugte min 200-400mm for den er bare fantastisk alsidig til denne form for fotografering. De første gange, jeg var i Grønland, havde jeg både 300mm og nogle gange 600 mm med, når jeg var på tur, men det bliver simpelthen for tungt. I det andet rejsebrev, fortæller jeg, hvad jeg har med denne gang, og det har vist sig at være passende. Når min SuperTrekker fra LovePro er pakket med kameraudstyr, stativ, riffel og lidt vand, vejer den 24 kilo, og det er rigeligt, når jeg trasker rundt i fjeldene med snesko eller ski. Jeg har derfor brugt enten 70-200mm eller 200-400mm til alle billederne, som er lavet med teleobjektiver i disse rejsebreve.

Haren var hoppet et lille stykke op i fjeldet, og jeg var fulgt efter det bedste, jeg kunne. Det var ikke nemt at holde trit med den lille fyr, men heldigvis satte den tydelige fodspor i sneen, så det var nemt at finde den, selvom den slap fra mig af og til.

Jeg lagde mig helt ned på maven for at komme ned i øjenhøjde ned haren, for ofte synes jeg, at det giver de bedste billeder. Jeg legede lidt med kompositionen, i forsøget på at lave noget, som er lidt anderledes. Det lykkedes meget godt, synes jeg, og jeg var ret godt tilfreds, da dagen var slut. Jeg havde haft lys nok til halvanden times fotografering, og det var skønt endelig at have fået alle dyrene på min liste.

Min mislykkede vandretur

Nu hvor jeg havde fået billeder af alle dyrene, var det på tide, at jeg kom på en af de ture, som jeg gerne ville. Jeg besluttede at tage turen til Constable Pynt, og regnede med at skulle bruge to dage på de 50 kilometer. Jeg pakkede derfor pulken med telt og mad til et par dage, og med sneskoene på gik jeg derudaf. Pulken vejede 50 kilo, men sneen var hård, så det var ikke noget problem. Det tog mig kun en time at tilbagelægge de første fem kilometer, men så begyndte sneen at blive blød – rigtig blød og meget dyb. Selvom jeg havde snesko på, gik jeg mange steder i til knæene, og det var hårdt at komme frem med den tunge pulk. Det tog mig tre timer at gå de næste 6 kilometer frem til det sted, hvor jeg havde fået at vide, at føret måske ville blive bedre, men til min store ærgrelse var der ingen bedring. Der var simpelthen faldet så meget sne, at det efterhånden var nærmest ufremkommeligt, så jeg besluttede at vende om. Turen var tænkt som en hyggetur, hvor jeg kunne vandre gennem det smukke landskab og nyde det, men lige nu var der ikke meget overskud til hygge. Det begyndte at blæse lidt op, og på vejen hjem fik jeg vinden lige i snuden. Jeg var lidt slukøret på vejen hjem, for jeg havde glædet mig til denne tur, men set fra den lyse side, havde jeg da fået mig en godt vandretur med pulken, og turen hjem gik nemmere, for der havde jeg jo mit eget spor at gå i.

Et par afsluttende ord om projektet

Det er nu over to måneder siden, jeg forlod Danmark for at tage til Østgrønland for at lave billeder af dyrelivet i mørketiden. Jeg var selv meget spændt på, om det ville lykkes for mig, for det var noget af en udfordring. Jeg havde gjort mig mange tanker omkring udstyr og teknikker, for jeg vidste, at det ville blive sparsomt med lys. Det viste sig, at udfordringen hovedsageligt kom til at bestå i at finde dyrene, for som jeg har fortalt i de tidligere rejsebreve, har det ikke været nemt. Jeg havde nok forventet lidt mere liv, og havde troet, at jeg skulle bruge mere tid på fotografering og mindre tid på eftersøgning, men sådan skulle det ikke være.

Jeg var nok ved at få en smule dårlige nerver på ét tidspunkt, da der var gået en måned, uden jeg havde fået de helt store, og det var derfor en fantastisk fornemmelse, da det hele begyndte at klappe i den sidste tid.

Jeg har haft masser af tid til at gå rundt og tænke tanker, og det har givet næring til nye projekter og tiltag, som I helt sikkert kommer til at høre mere om i fremtiden.

Lige nu sidder jeg her på Island og skriver hjem til jer, og i min fototaske ligge min backupdisk med billederne fra projekt ”Landet uden Sol”.

På torsdag tager jeg videre til Danmark, og så står den på vinterfotografering og foredrag.

Hvad skal der så blive af de billeder, jeg har lavet nu?

Jeg har naturligvis et par ting, jeg gerne vil med billederne, men det er først nu, jeg skal til at arbejde videre med ideerne. Med et projekt som dette, er det lidt for risikabelt at sælge skindet for tidligt, for der er, som I har læst, ingensomhelst garanti for billeder, når man er naturfotograf. Her på forum, skal jeg love at holde jer opdateret, når der er noget aktuelt omkring projektet.

Jeg vil sige rigtig mange tak for jeres interesse i projektet, og tak for de mange kommentarer og mails, jeg har fået fra flere af jer. Jeg håber I har fået lidt inspiration ud af det, og ikke mindst lidt motivation til selv at tage hul på nogle projekter. Man behøver jo ikke tage til Grønland for at få naturoplevelser, for der er masser af eventyr, der venter i vores egen natur, og lige nu glæder jeg mig til at komme en tur i skoven med kameraet og nyde den danske vinter.

Til allersidst, vil jeg lige fortælle, at jeg faktisk nåede at se solen den allersidste dag, og det var, da jeg ventede på det sidste fly i Constable Pynt. Jeg fik kameraet frem, for hvilken bedre afslutning på et projekt om mørketiden, end et billede af den allerførste sol, som kaster sine stråler over dette vidunderlige land.

Hvis du syntes godt om denne historie, vil du også kunne lide historien om Uri Golman og stormsvalerne.